Som haveejer er man velsignet med plads om sommeren. Stuen fortsætter lige pludselig helt hen til hækken ind mod naboen. Man sidder ofte lige så meget ude som inde. Det er en skøn tid, hvor blomster og buske viser sig fra deres smukkeste sider. Det er et syn, der skal nydes, ikke bare passeres på den daglige havevandring. Man skal kunne sidde ned og glo på alt det grønne og frodige. Længe. Så længe, man gider.
Anskaffer man sig en havebænk, så kan man passende placere den et sted, hvor man har udsigt til det hele. Så kan man sidde der og nyde sit lille paradis. Og der er plads til flere, så mand og kone kan sidde sammen og holde af hinanden og deres eget fine sted. Gerne med en kop te eller kaffe. En havebænk er til at slappe af i, og bare nyde. Man kan godt sidde og se på blomsterbedene, men lad ukrudt være ukrudt så længe.
Hvilket hjørne er bedst?
Og hvor skal man så sætte sin havebænk? Mod syd, øst, vest eller nord? Det bestemmer man selvfølgelig suverænt selv, men hvis man arbejder om dagen, så er det måske ikke formiddagssolen, man skal rette den mod. Men eftermiddagssol og aftensol er godt, især hvis man kommer sent hjem fra jobbet.
En havebænk er også god for børn. De kan lege at den er et skib og græsplænen er havet, og så kan de ellers drive ud over oceanerne og slås med pirater. Jo, der er mange muligheder med en havebænk. Hvis man holder af at spise ude om sommeren, så er den ideel at sidde på for både børn og voksne.
At blive siddende
Mange har formentlig prøvet dette: man kommer ud i haven med en god kop kaffe og vil sidde på sin havebænk. Man sætter sig og tager en slurk. Skuer ud over bedene. Så får man øje på noget skvalderkål ved tulipanerne og straks får man lyst til at rejse sig og begynde at luge. Her gælder det om at have disciplin nok til at blive siddende.