Det vælter frem med teknologi til biler. Hvis det ikke var for alle de nye teknologiske innovationer, så ville der ikke være meget for bilproducenterne at konkurrere på længere. Der sker selvfølgeligt gradvise forbedringer i motorer og komfort. Men det er ikke noget, der rigtigt springer i øjnene. De helt essentielle dele af en bil har eksisteret så længe, at der ikke længere er nogen lavthængende frugter. Den eneste måde én bilproducent kan adskille sig fra konkurrenterne på i dag er altså, at introducere ny og banebrydende teknologi.
Mange finder det uoverskueligt at skulle vælge en bil i dag. Der er nemlig så ufatteligt mange muligheder, og de lyder alle sammen så fantastiske. Der er som sagt ikke den helt store forskel på deres brændstofeffektivitet eller motorkraft. Det er derimod teknologien der adskiller dem. De teknologiske løsninger kan være smarte nok, men de er utroligt svære at sammenligne. Er gadget A i den ene bil bedre end gadget B i den anden bil? Man sammenligner ting, der ikke har særligt meget at gøre med hinanden. Det bliver altså hurtigt uoverskueligt at finde frem til den ”bedste” bil. Mange finder det lettere bare at glemme alt om teknologien, og udelukkende fokusere på de helt basale ting, som en bil skal kunne gøre godt.
Selv hvis man elsker ny teknologi, så kan det godt betale sig at vente. Når ny teknologi introduceres, så bliver det ofte blæst ekstremt meget op i medier og reklamer. Husk på, at det er med ny teknologi, at bilproducenterne forsøger at adskille sig. De har derfor en tendens til at overdrive, hvor smart og vigtig deres nyeste teknologi er. Du risikerer altså hurtigt at blive skuffet, hvis du bruger en masse penge på en bil, der har en masse ny teknologi.
Det store spørgsmål er så: hvordan vurderer man, hvad for noget teknologi, det er værd at fokusere på? Der er ingen tvivl om, at noget teknologi bidrager positivt til bilen og ens køreglæde. Udfordringen er at finde de teknologiske innovationer, der rent faktisk er værd at betale for.
Svaret finder man, ved at kigge på de små personbiler. Bilproducenterne lancerer nemlig altid deres nyeste teknologi i deres dyreste og mest avancerede modeller. Med tiden tager de så den teknologi, der virker bedst, og implementerer den i de mindre personbiler. En moderne ford fiesta har også massevis af ny teknologi. Forskellen er bare, at denne teknologi er gennemtestet på andre modeller. Kun den teknologi der gav mest mening, er så blevet kopieret over i Fiesta’en. Ved at kigge på den teknologi der er i en ny Ford fiesta kan du altså se, hvad for noget teknologi, der er pengene værd.